Hvorfor anlægge dræn i trommehinden?
De fleste børn oplever at have væske i mellemøret på et tidspunkt, ligesom de fleste har et eller flere tilfælde af mellemørebetændelse i løbet af det første leveår. Efter overstået forkølelse eller akut mellemørebetændelse, ses væske i mellemøret hos omkring 25% af børn op til 3 måneder efter overstået infektion.
Vedvarende væske i mellemøret kan medføre hyppige tilfælde med mellemørebetændelse, dårlig trivsel og forsinket sprogudvikling som følge af den nedsatte hørelse og generelle ubehag det kan være ved tilstanden. I disse tilfælde kan der anlægges dræn i trommehinden. Dette gøres for at skabe afløb fra mellemøret (rummet bag trommehinden), så der ikke kan samle sig væske i mellemøret.
Indgrebet
Operationen foretages med barnet i fuld bedøvelse. Via øregangen anlægges et snit i trommehinden, hvorigennem drænet placeres i selve trommehinden. Indgrebet tager kun 5-10 minutter.
Efter indgrebet
Fra dagen efter operationen er der ingen restriktioner, og barnet må gerne komme i institution/skole.
Barnet må gerne bade, men der tilrådes at ikke have hovedet mere end 50 cm under vand da vandet så kan presses ind i mellemøret via drænet og medføre betændelse.
Eftersom hensigten med indgrebet er at skabe afløb fra mellemøret, er det forventeligt at der kommer flåd fra øret efterfølgende. Ved flåd udover 6 dage, kan der gives øredråber. Disse ligger klar fra på operationsdagen.
Kontroltid
Første kontrol af drænene foretages 6 til 7 måneder efter anlæggelse, og derefter hver 6 – 7 måned.